• Politiet forsøgte at stoppe den – nu er 29 millioner kroner dyr cykelgade skrottet: »Hovedløst projekt«

    Source: BDK Borsnyt / 13 Mar 2025 04:24:35   America/New_York

    Politikerne på Københavns Rådhus slog et stort brød op, da de – trods politiets protester – udnævnte Nordre Frihavnsgade til såkaldt »cykelgade«. 29 millioner kroner kostede det at gøre det populære handelsstrøg tryg og trafiksikker for især cyklister. Enhver, der har prøvet at cykle gennem gaden, kan dog hurtigt konstatere, at netop sikkerheden halter alvorligt. Nu – godt et år efter cykelgaden stod klar – er den skrottet igen. Det sker, efter Teknik- og Miljøudvalget mandag aften besluttede omgående at nedlægge den, skriver TV 2 Kosmopol. Problemet er, at gaden i praksis ikke opfører sig som en cykelgade. Cyklisterne føler sig pressede af tung trafik, herunder last- og varebiler, som holder parkeret på vejbanen, når de læsser varer til gadens mange cafeer og butikker af. I det hele taget er biltrafikken dobbelt så høj, som det er anbefalet for en cykelgade, skriver KøbenhavnLIV. I et udkast til en evalueringsrapport, som begge medier er i besiddelse af, lyder det, at projektet ikke har opfyldt succeskriterierne, når det gælder trafikmængde, trafikhastighed, trafiksikkerhed og tryghed. Det vurderes, at der dagligt opstår 37 potentielt farlige situationer for cyklister, og der er også sket uheld. »Ren ideologi, nul omtanke« Helt konkret bliver alle markeringer og skiltning nu fjernet. »Vi har længe været bekymrede over denne gade. Forløbet har ikke været smukt, men jeg er tilfreds med, at vi nu griber til handling,« siger De Konservatives Helle Bonnesen til TV 2 Kosmopol. De Radikale siger til mediet, at man fortsat håber på at finde en løsning for en meningsfuld cykelgade. Men Liberal Alliances spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, Alexander Ryle, ligger ikke fingrene imellem. »Endnu en gang har de røde på rådhuset smidt skattekroner efter et hovedløst projekt, der har skabt flere problemer, end det har løst,« skriver han på X. Cykelgaden har ifølge ham kun skabt utryghed og farlige situationer for cyklister såvel som skolebørn og personer med funktionsnedsættelse. »Og det værste? Politiet advarede allerede i 2018 om, at gaden var uegnet som cykelgade. Alligevel blev projektet tromlet igennem. Ren ideologi, nul omtanke – og borgerne betaler prisen.« Politiet forsøgte at stoppe projektet Københavns Politi har tidligere forsøgt at sætte en stopper for projektet. Allerede i budgetaftalen for 2018 satte politikerne penge af til at omdanne gaden på Østerbro til cykelgade. Dengang blev projektet dog stoppet af Københavns Politi, som ikke mente, at projektet var trafiksikkert. Men kommunen klagede over politiets afgørelse til Transportministeriet, som endte med at give medhold i klagen. Dermed blev vejen banet, og i 2021 kunne daværende teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) fortælle, at der var flertal for at omdanne Østerbrogaden til cykelgade. »Der er ingen tvivl om, at det har været et rigtig stort lokalt ønske i mange år. Mange oplever den som en farlig og utryg gade, og der har været nogle ret alvorlige ulykker,« sagde hun dengang til TV 2 Kosmopol. I juli 2022 begyndte ombygning af Nordre Frihavnsgade, og siden da har problemerne stået i kø. Som det kan ses i videoen øverst, gik det helt galt under Copenhagen Half Maraton i september 2023, hvor den i forvejen hårdt vejarbejdebelastede gade befandt sig i midten af løberuten – og biler så sig nødsaget til at køre på fortovet. I slutningen af 2023 stod cykelgaden endelig færdig. Det betød dog ikke, at problemerne var slut. Problemer på Nørrebro Nordre Frihavnsgade er ikke den eneste af Københavns ni cykelgader, som oplever problemer. Også Rantzausgade på Nørrebro er efter et meget forsinket og kritiseret forløb blevet nogenlunde færdig. Fra Nørrebro Lokaludvalg lyder det, at mange ikke synes, gaden er tryg at cykle i. Under et opslag, lokaludvalget har delt på Facebook, skriver adskillige personer, at de ikke oplever cykelgaden som tryg for cyklister. https://www.berlingske.dk/indland/politiet-forsoegte-at-stoppe-den-nu-er-29-millioner-kroner-dyr-cykelgade
Share on,